I forslaget er Ny Våler Kirke disponeret, som en moderne fortolkning af den oprindelige og traditionelle langkirke. Kirken skulle udføres inden for et stramt budget, som erstatning for en nedbrændt kirke.
Bygningen er udformet, som en struktur af træ, der udtrykker et tydeligt tilhørsforhold til Vålers skove og identitet. Træet udgør kirkens materiale og skovens sprog udgør kirkens former og lys. Kirken er ikke kun et sakralt rum for det personlige møde mellem gud og menneske men i høj grad tilrettelagt, som et møde mellem menneske og natur, mellem fællesskabet og gud.
Ny Våler Kirkes udformning er en ren struktur af rytme, tektonik og materialitet. Strukturen består af en serie trærammer af præfabrikerede træspær. Den strukturelle bærende ramme danner det indre udtryk, som en flydende skulpturel bevægelse som undersiderne af trækronerne i en skov med lyset der brydes gennem træernes grene og blade. Kirken taler Vålers skoves sprog. Den gør skoven og naturen til kirkens rum.
Kirken vil fremstå, som et markant samlingspunkt både visuelt og mentalt. Bygningens tag og det fritstående kirketårn af træ vil knække i landskabet og rejse sig organisk sammen med trætoppene i baggrunden.
