Planen omfatter udviklingen for det centrale havneområde i Køge. Forslaget fokuserer på en udviklingsstrategi, der tilpasses en høj grad af brugerinddragelse, fleksibilitet og robusthed. Planen er en dynamisk plan, hvor konjunkturer og brugerne definerer planen, så den er i konstant udvikling.
Den eksisterende industrikultur integreres, transformeres og genaktiveres gradvist uden, at der sker en rydning af stedet. Der skabes ikke færdige billeder, men der skabes strategier, målsætninger og tidsplaner, der sikrer en vedvarende udvikling og aktivering af området. Resultatet bliver en ambitiøs bæredygtig bydel, der gror ud af byens skala, behov, kultur og ånd.