SAMLINGSSTED I KRYPT
HELLIG KORS KIRKE – SPISESAL
Type
Offentligt udbud
Team
Cornelius Vöge (totalrådgiver), EKJ Rådgivende Ing.
Size
600 m2
Client
Blågårdens sogns menighedsråd
Status
Igangværende
Hellig Kors Kirke er opført i 1890 efter tegninger af arkitekt H.B. Storck og har en markant placering for enden af Korsgade på Indre Nørrebro i København. Kirken vurderes at have høj arkitektonisk og kulturhistorisk værdi og stor lokal betydning.
SPISESAL SOM NYT SAMLINGSPUNKT
Kirken danner ramme om et aktivt kirke- og kulturliv og fungerer i vinterhalvåret som natherberg. Ombygningens primære formål er at styrke det diakonale arbejde, som blandt andet omfatter bespisning af cirka 80 personer to gange ugentligt, samtidig med at de arbejdsmiljømæssige forhold for medarbejderne forbedres. Med social bæredygtighed som et centralt fokus er ambitionen at åbne kirkens rum for så mange som muligt – også for skæve eksistenser, de uhørte og de oversete. Krypten skal opleves som inkluderende og åben og understøtte forskellige former for formelle og uformelle fællesskaber.
OMBYGNING AF KRYPTEN
Projektet omfatter en ombygning af krypten, der indrettes med menighedssal, spisesal, produktionskøkken, badefaciliteter samt viktualierum og depot. Niveaufri adgang til krypten opnås ved etablering af en rampe ved den nordlige indgang, skabt gennem terrænregulering. Der etableres desuden en platformslift mellem kirkerummet og krypten samt en mindre platformslift mellem spisesalen og kryptens centralrum.
Der er særligt fokus på de akustiske forhold, da lyd fra aktiviteter i krypten ikke må forstyrre kirkelige handlinger, der foregår samtidig i kirkerummet.
LANDSKAB OG BÆREDYGTIGHED
Mod syd er kirken omgivet af en stemningsfuld have med smukke, ældre træer, der fungerer som et grønt åndehul for området. Som led i projektet bearbejdes landskabet omkring kirken, samtidig med at krypten åbnes mod haven. Storcks oprindelige haveplan fra 1890 viser en klar intention om symmetri, som respekteres og videreføres i den nye haveplan.
Der stilles krav om langtidsholdbar arkitektur, robuste løsninger og overflader samt anvendelse af sunde materialer. Samtidig skal byggeprocessen gennemføres med fokus på bæredygtighed, herunder genbrug af materialer, begrænsning af byggeaffald og forsvarlig håndtering af miljøfarlige stoffer.


