De danske landsbykirker udgør markante silhuetter i det danske landskab. Kirkerne er opført gennem næsten et årtusinde men har fællestræk i en bekendt dansk kirkearkitektur bestående af tårn, kor, skib, kamtakker, blændinger og hvidkalkede mure.
I forslaget udtrykker sognehuset et markant tilhørsforhold til kirken og kirke-muren. Bygningen udformes, som et kompakt, samlet, hvidt bygningsvolumen, der med opskårne slidser, takker og åbninger trækker virkningsfulde ovenlys ind i sit indre.
Åbningerne opdeler og nedskalerer bygningen i mindre hvide gavle mod landsbyhusene. Gavlenes varierende højder og tagenes hældninger skaber en række markante ovenlys og deres samspil med lysåbninger er en klar reference til kirkens sprog med hvide mure, kamtakker, dybe muråbninger og markante gavle.
Fra sognehusets indre danner en central foyer direkte kontakt til sale, administration og indre gårdrum. Udsyn og indkig styres af enkelte muråbninger og ovenlys, der lader bygningens indre være i tæt kontakt med lysets gang i løbet af dagen.
Kirken sættes bogstaveligt talt i centrum via gårdrummet hvorfra, der er visuel kontakt mod kirken fra salens indre. Endvidere sikrer en markant ovenlysåbning mod vest en spektakulær visuel kontakt fra salen til kirkens tårn og solnedgangen i baggrunden.
