KULTUR OG SAMLINGSSTED

ANESMINDE SAMLINGSSTED

Jelling, DK 2024-2027

Type
Transformation

Team
Cornelius Vöge (totalrådgiver), EKJ rådg. ing., Rasmus Holst Engineering, 360 Brandrådgivning A/S

Size
1890 m2

Client
Vejle Kommune, Nordeafonden

Status
Igangværende

Den trelængede gård Anesminde transformeres til nyt samlings- og formidlingssted for Hærvejens rejsende, Jellings borgere og de mange besøgende, som hvert år gæster Jelling-monumenterne, der siden 1994 har været på UNESCO’s verdensarvsliste.

FRA HISTORISK GÅRD TIL KULTURELT MØDESTED

Anesminde er en klassisk dansk gård fra 1800-tallet, der løbende er blevet ombygget og udvidet. Gården fortæller den lille historie om livet i det feudale Danmark og ligger klos op ad den store historie om Jelling, der i Vikingetiden blev centrum for kongemagten og monumentområde for samlingen af Danmark som nation. Med det nye formidlingssted skabes forbindelse mellem den store nationale fortælling og den nære, lokale kulturhistorie.

TRANSFORMATION OG BEVARINGSSTRATEGI

Projektet sigter på at understøtte fortællingen om den traditionelle gårdtype og synliggøre gårdens oprindelige funktion som landbrugs- og dyreholdssted. Transformationen tager afsæt i de fysiske spor, som gårdens brug har efterladt gennem generationer, og lader dem bidrage til fortællingen om den danske landbrugskultur.

I hver enkelt bygning udpeges særligt bevaringsværdige elementer og strukturer, som skal fungere som retningsgivere for fremtidig restaurering. På samme vis analyseres hver bygningsdels bygningsfysiske særkende, levedygtighed og arkitektoniske bevaringsværdighed med henblik på at bevare og genanvende materialer og bygningsdele i videst muligt omfang. Fra bygherres side har projektet en klart defineret høj bæredygtighedsmæssig ambition med fokus på genbrug og lavt klimaaftryk med variantanalyser gennem LCA og LCC.

NYE FUNKTIONER OG ARKITEKTONISK TILGANG

Som nyt samlings- og formidlingssted skal bygningerne rumme formidlingslokaler, værksteder, madpakkerum, opholdsrum samt tekøkken og toiletter samt vinteropbevaring for skibet Jelling Orm. Den gamle fodermesterbolig omdisponeres til gæstelejligheder, som dels kan benyttes af kunstnere på kortere eller længere ophold, og dels tilbyde overnatning til Hærvejens vandrende og cyklende gæster.

For at minimere indgreb i de eksisterende bærende konstruktioner anvendes flere steder ”Hus i hus”-princippet. Denne tilgang gør det muligt at bevare bygningernes oprindelige identitet og patina, samtidig med at der tilføres nyfortolket arkitektur i respektfuldt samspil med det historiske udtryk.

Vinduer og porte bevares og restaureres i videst muligt omfang. Hvor nye elementer er nødvendige, markeres de tydeligt som tilføjelser, fx ved montering på enten inder- eller yderside af det eksisterende murværk. Farvesætningen tager udgangspunkt i de oprindelige materialer og farver: sortmalet træ og rødmalet stål.

Anesminde forventes at stå klar som samlings- og formidlingssted i sommeren 2027.

 



Cornelius Vöge 2026
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.